Hvordan Ændrer Man Begrænsende Adfærd og Tankemønstre?
- Justine, Life and Stress Coach
- 15. feb. 2022
- 5 min læsning
Opdateret: 8. apr.
Ved indgangen til det nye år overvejer mange af os, hvilke forandringer vi kan tage fat på for at leve et gladere og sundere liv. Vi ser tilbage på det forgangne år og forsøger at vurdere, hvad vi lægger bag os, hvad der forbliver det samme, og hvad der kan forbedres. Men at skabe dybtgående forandringer kræver ofte, at vi ændrer vores begrænsende tanker og adfærdsmønstre. På dette område, selvom vi har de bedste intentioner og nytårsforsætter, står ét spørgsmål tilbage: Kan vi virkelig forvandle negative mønstre til holdbare vaner? Og i så fald, hvordan kan vi skabe varig forandring i os selv?

Dagen efter jeg blev gift, gik det op for mig, at det næste skridt for min mand og mig sandsynligvis ville være at få børn. Da jeg ønskede at mindske risikoen for at videreføre mine negative mønstre til mine børn, besluttede jeg mig at fokusere mine kræfter på at bearbejde mine barndomstraumer, inden jeg skulle føde. Jeg begyndte at gå til psykolog for at forstå, hvorfor jeg ofte følte mig trist, havde svært ved at udtrykke mig og kunne være ret hård i min kommunikation med dem, jeg holdt mest af. Selvom det hjalp mig at tale om de oplevelser, jeg havde haft tidligt i mit liv, og forstå, hvad der muligvis havde udløst disse adfærdsmønstre, hjalp det mig ikke med at ændre dem.
Det var først, da jeg fik med stress og tilmeldte mig et coach-uddannelsesprogram, at jeg endelig var i stand til at skabe en forandring i min måde at være på. Tidspunktet var det rette, og metoden passede mig perfekt. Jeg var bevidst om, hvad jeg ønskede at ændre, klar til forandringen, engageret i at implementere den i mit liv og meget begejstret for coachingens praktiske tilgang. Vi fokuserede ikke på fortiden, men på den nuværende situation og på, hvad jeg kunne gøre for at bryde fri fra disse mønstre.
Det jeg oplevede gennem coaching var, at det kræver vilje, bevidsthed, ejerskab, handling og øvelse at ændre en begrænsende adfærd eller tankemønster.
1. Forandring kræver VILJE
Vi kan ikke skabe forandring, hvis vi ikke er motiverede. Vores motivation skal komme indefra, hvis den skal være effektiv. At finde motivationen til at ændre sig indebærer, at vi er i stand til at se, at den måde, vi reagerer på i bestemte situationer, ikke gavner os – men tværtimod koster os noget. For eksempel indebærer det at indse, at den måde, vi opfører os på, påfører os selv eller andre smerte, og at det ikke længere er noget, vi ønsker at gøre.
2. Forandring kræver BEVIDSTHED
Vi er nødt til at blive bevidste om de mønstre, der begrænser os – og hvad der udløser dem. Vi skal finde ud af, hvornår vi reagerer på en måde, vi ikke ønsker, og forstå, hvad der ligger bag en sådan begrænsende adfærd eller tanke. Vi må spørge os selv: “Hvornår opfører jeg mig sådan her? Hvornår sker det?” Jeg opdagede, at jeg ofte blev trist, når jeg var træt, ikke havde prioriteret mig selv og havde overtrådt mine egne grænser. At blive bevidst om sine begrænsende mønstre og triggere er et vigtig skridt på vejen mod at kunne stoppe og erstatte disse reaktioner med noget nyt..
Vi skal også forstå den positive intention bag det begrænsende mønster. Hvordan tjente det mig? Hvad hjalp det mig med at opnå? For nogle opfylder mønstret et behov for at føle sig elsket. For andre handler det om at bevare kontrollen eller beskytte sig selv. I mit tilfælde var det, at være ked af det, og sige det højt en måde at få kærlighed på og trøst fra folk omkring mig. Der er en slags ego-belønning ved hvert af de mønstre, vi har udviklet, og de har alle på et tidspunkt tjent et formål.
Men at komme videre kræver også, at vi forstår, hvad disse begrænsende adfærdsmønstre eller tanker koster os – og hvad vi ville vinde ved at erstatte dem med mere positive mønstre. Hvad kostede det mig, og hvordan ville jeg have gavn af at ændre det? Min adfærd havde tydeligvis kostet mig nogle gode venskaber – og kunne måske have kostet mig mit ægteskab, hvis jeg ikke havde ændret mit mønster.
Endelig indebærer forandring også, at vi forstår de frygttanker, der forhindrer os i at handle og ændre vores mønstre. Hvad er jeg bange for? At tabe ansigt, miste kontrollen eller fremstå svag? I mit tilfælde blev jeg bevidst om, at jeg var bange for ikke at få den støtte, jeg havde brug for. Jeg frygtede at stå alene. Det er ret overraskende at opdage, hvad vi egentlig er bange for – og at frygten ofte ligger dybt begravet i os selv.
3. Forandring kræver ANSVAR og HANDLING
Når vi bliver bevidste om et begrænsende mønster, vi ønsker at ændre – og forstår, hvornår det bliver trigget og hvad det koster os – er næste skridt at erkende, at det kun er os selv, der kan gøre noget ved det. Vi skal tage ansvar. Vi skal tage lederskab i vores eget liv og aktivt vælge at implementere forandringen. Vi kan ikke ændre andre, men ved at ændre os selv kan vi påvirke dem omkring os.
Først må vi finde ud af, hvordan vi gerne vil reagere i stedet, når de triggere, vi har identificeret, bliver aktiveret. I dag er jeg blevet langt bedre til at mærke, når jeg har overskredet mine egne grænser og er udmattet – og jeg ved, at det bedste, jeg kan gøre i den situation, ikke er at græde ud på min mands skulder, men at gå i seng og se, hvordan jeg har det næste morgen. Så når jeg føler mig ked af det, stopper jeg op, tager en dyb indånding, anerkender følelsen og vælger en mere positiv reaktion: jeg går i seng. I 99% af tilfældene har jeg det meget bedre dagen efter. Og det har min mand også – han slipper for at ligge vågen hele natten og bekymre sig om mig :-)
Når vi ved, hvad der trigger en uhensigtsmæssig reaktion, bliver vi i stand til at genkende det i øjeblikket og bevidst stoppe op for at reagere på en mere hensigtsmæssig måde. Denne måde at ændre sin reaktion på kaldes SPOT, STOP og SKIFT-processen.
Det smukke ved coaching er, at det naturligt fører én igennem hele denne proces i én session – det hjælper dig med at finde motivationen, blive mere bevidst og identificere et nyt, positivt mønster, som du kan tage i brug næste gang, du står i en situation, der tidligere ville have aktiveret dine negative reaktionsmønstre.
4. Forandring er en PROCES og kræver ØVELSE
Afslutningsvis er forandring en proces, og træning er en forudsætning for, at den lykkes. Når du er bevidst om det mønster, du ønsker at ændre, kan identificere, hvornår det bliver trigget, og ved, hvordan du helst vil reagere, så handler det om at implementere forandringen i din hverdag. Jo mere du øver dig, desto lettere bliver det. I starten lykkes det måske kun at spotte, stoppe og skifte én ud af fem gange – men med tiden, og vedholdende træning, vil du langsomt kunne ændre hele din måde at reagere på, når du bliver trigget.
Så hvis du er motiveret og engageret, er forandring ikke bare mulig – den er uundgåelig.
Med disse ord ønsker jeg dig alt det bedste i arbejdet med at skabe positiv forandring i 2022.
Comments